Boganmeldelse

Månedens bog: Lizzie Blakes bedste brøler

Hylende morsom og hudløst ærlig! Lizzie gør alt I den bedste mening, det vil bare ikke rigtig lykkes. Rake har opgivet alt om forhold og intimitet, da han på en forretningsrejse til Philadelphia møder den kaotiske Lizzie. Hendes kaos og evige optimisme får ham til at sænke paraderne, men hvad mon deres møde fører til?

Af Lisbeth Lohse Jørgensen

Hylende morsom og hudløst ærlig

Lizzie gør alt I den bedste mening, det vil bare ikke rigtig lykkes. Sådan går det tit, når man har galoperende ADHD. Hun kommer for sent ud af døren, mister tidsfornemmelsen i frokostpausen og bliver fyret fra sit arbejde i en bager. 

Rake har opgivet alt om forhold og intimitet, da han på en forretningsrejse til Philadelphia møder den kaotiske Lizzie. Hendes kaos og evige optimisme får ham til at sænke paraderne, men de er begge lettede, da han skal tilbage til Australien. 

Kort tid efter, indser Lizzie, at Rake har efterladt sig mere end bare et minde. Hun kontakter ham i Australien og forklarer, at han skal være far. I løbet af bogen oplever vi, hvordan Rake tager ansvaret på sig og samtidig møder Lizzie på hendes betingelser – inklusiv det kaotiske hjem og det kreative bagværk. 

 

Derfor skal du læse "Lizzie Blakes bedste brøler"

Jeg har personligt aldrig følt mig SÅ repræsenteret i en roman. Den måde forfatteren beskriver de udfordringer og tanker Lizzie kæmper med, er så genkendelige, at jeg virkelig føler mig favnet – og god nok! Bare forfatterens deklaration, kan man ikke andet end at elske: 

”Til alle, der har fået at vide, at de er for højrøstede. For følelsesladede. For meget. I er lige præcis nok.”

Jeg vil anbefale begge bøger i serien, som hver tager fat i nogle af de udfordringer, som mange lever med, men ingen kan se med det blotte øje. 

Skøn feel-good roman, du ikke må gå glip af. 

Bemærk at bogen er nr. 2 i serien ”A brush with love”.

Om anmelderen: Lisbeth Lohse Jørgensen

Jeg arbejder som bibliotekar her på biblioteket og har altid elsket bøger. De er den verden jeg kan forsvinde ind i, når virkeligheden bliver for meget. Jeg elsker de fysiske bøger, men lydbøger er geniale, og jeg lytter både i bilen på vej til arbejde, og når de huslige pligter skal klares. 

Det jeg læser mest, vil helt sikkert være fantasy og feel-good romaner (med og uden pikante detaljer). 

Bibliotekar Lisbeth Lohse Jørgensen. Hun smiler og er iført en rød bluse og skovmandsskjorte. Hun står udenfor, med sne i baggrunden.